Nyd nuet med den nye spisebordsstol fra FDB Møbler

02.11.18

Arven fra FDB Møbler bliver nu ført videre af designeren Hans-Christian Bauer, som har designet spisebordsstolen PoSpiSto, der med sit bløde og polstrede sæde indbyder til, at man bliver siddende ved middagsbordet. Navnet er en forkortelse for polstret spisebordsstol, og det er netop det, den er. Den moderne og gedigne stol skal med sit bløde og behagelige sæde bidrage til, at vi forlænger hverdagens pauser ved spisebordet.
 
"Stolen er en leg med stramme og bløde former, hvilket blandt andet kan ses i mødet med det bløde, polstrede sæde og den afrundede træbund, som giver karakter til stolen", fortæller Hans-Christian Bauer om sit design.
 
PoSpiSto bliver lanceret i seks farvekombinationer; natur egestel med mørkeblåt stofsæde, gråt stofsæde eller sort lædersæde samt sort egestel med mørkeblåt stofsæde, gråt stofsæde eller sort lædersæde. Stolen koster 4.499 kr. med stofsæde og 4.999 kr. med lædersæde.
 
Fra eksperimenterende projekt til designklassiker
Spisebordsstolen blev til i forbindelse med projektet Skud på Stammen på erhvervsuddannelsen NEXT, som FDB Møbler har været sparringspartner på siden 2016. Her samarbejder nogle af Danmarks førende designere inden for møbeldesign med nyuddannede møbelsnedkere, snedkerelever og møbelpolstrere. Hans-Christian Bauer, der bl.a. står bag det anerkendte stel Hammershøi fra Kähler, eksperimenterede her med at skabe en stol, som på den ene side kunne passe ind i samlingen af designklassikere fra FDB Møbler, mens den samtidig skulle kunne byde på et moderne formsprog.
 
"Stolen trækker med sine runde lette ben tråde tilbage til de klassiske pindestole fra FDB Møbler, men den bidrager samtidig med et mere moderne og gedigent formsprog med noget nyt til serien af designklassikere", fortæller Hans-Christian Bauer og fortsætter: "Jeg er meget stolt over, at min stol skal stå side om side med klassikere som Børge Mogensen, Poul M. Volther mfl. Som designer er det stort at være med til at videreføre den stolte arv i FDB Møbler".