Yndefuld klassiker lanceres nu i læder

 I 1952 designede arkitekt Poul M. Volther den ikoniske dronningestol, der er opkaldt og skabt efter hustruen Jørna. Siden den yndefulde klassiker blev sat i produktion igen i 2019, har den været at finde i et væld af smukke farver. Dette forår udvides kollektionen endnu en gang, da stolen Jørna til marts lanceres af FDB Møbler med sæde- og ryghynde i det modstandsdygtige materiale, læder.


Arkitekt Poul M. Volther satte sig ved tegnebordet i 1952 og designede den velkendte dronningestol i forbindelse med Københavns Snedkerlaugs møbeludstilling. Med sin kære hustru Jørna i tankerne, som holdt meget af at strikke og dermed havde brug for god plads, når strikkepindene blev fundet frem, blev lænestolen i samme navn og med dens brede ryg vakt til live. Dette forår kan FDB Møbler endnu engang udvide kollektionen og tilbyde danske designinteresserede den alsidige lænestol med sæde- og ryghynde i sort eller cognacfarvet læder, hvor stellet som altid er skabt i enten sort eller naturfarvet FSC-certificeret eg. Lædermaterialet er ikke blot smukt, men også yderst modstandsdygtigt og nemt at vedligeholde - og det unikke samspil mellem formsprog og gennemtænkte detaljer skaber igen et smukt og tidløst design, der matcher enhver indretning uanset tidens tendenser.