Enkelt og nordisk design af Børge Mogensen

Dette efterår har FDB Møbler endnu engang været en tur i gemmerne. Helt præcist 75 år tilbage, hvor tegninger af det enkle designikon med nordisk udtryk og rene linjer; J18-spisebordsstol er fundet frem. Stolen blev i 1945 tegnet af FDB-tegnestuens første leder, Børge Mogensen, og nu relancerer FDB Møbler det brugbare møbel til stor glæde for danske designinteresserede.

Med filosofien om, at et møbel skulle tjene mennesket - og ikke omvendt, skabte den banebrydende designer, Børge Mogensen, i sin periode som leder af FDB-tegnestuen fra 1942-1950 en perlerække af funktionel æstetik til dagligt brug. Heriblandt blev stolen J18 skabt og nu, 75 år senere kan FDB Møbler tilbyde endnu et stilrent designikon med funktionalitet og enkelthed i fokus. J18 er udført i FSC-certificeret massiv bøg og kan tilmed spejle sig i farverne sort, hvid, grå og beigerød, der giver brugeren et utal af muligheder for at finde den perfekte plads i boligen til møblet.

 

"At kunne stå i spidsen for endnu en ikonisk relancering af Børge Mogensen, der tilbage i sin tid som leder af FDB-tegnestuen var en af Danmarks mest toneangivende møbeldesignere, er en fantastisk oplevelse. FDB Møbler er stolte af at kunne videreføre missionen om at tilbyde brugerne møbler, der kan holde til dagligdagens strabadser - og relanceringen af J18 sætter på fineste vis prikken over i'et," fortæller Ole Kiel, der er direktør for FDB Møbler.

Inspireret af den velkendte Windsorstol

Med siddekomforten i højsæde kommer inspirationen til J18-spisebordsstol fra den engelske Windsorstol, der tilbage i 1700-tallet tog verden med storm. Den solide rygstøtte glider ubemærket over i armlænene, der gør det muligt at skubbe stolen ind under de fleste bordplader samt inviterer brugeren til at læne sig godt tilbage og nyde det gode selskab. Sædets udformning rummer en diskret fordybning og hælder en anelse bagud, så komforten er helt i top. Valg af materiale er faldet på det FSC-certificerede massive bøgetræ, der stammer fra europæiske skove og dermed kan være med til at fremme den gode samvittighed. For at understrege det nutidige, nordiske designsprog, der er rig på indretningsmuligheder fås J18 i hele fire farver; sort, hvid, grå og beigerød, som sikrer noget for enhver smag og stil.