Tidløs opbevaring i nyfortolkede æblekasser

Til februar lancerer FDB Møbler for anden gang et designsamarbejde med den anerkendte kunstner Monica Ritterband, der har skabt en serie af æblekasser under navnet Æbletoft. Den nye designserie er et moderne bud på de klassiske æblekasser, hvor det rustikke look møder det mere delikate.

I det nye år, nærmere bestemt februar, byder FDB Møbler danske designinteresserede på en nyfortolkning af de klassiske æblekasser. Bag designet står kunstner og designer Monica Ritterband, der siden 1997 har skabt flere spændende designs for danske såvel som internationale brands. Senest lancerede Monica Ritterband tilbage i efteråret 2020 serien Ulvedalene, der var hendes designdebut hos FDB Møbler, og som med stor succes har forskønnet mange danske hjem lige siden. Oprindeligt blev æblekasser brugt, som navnet også antyder, til opbevaring af æbler og andre frugter. Men med Monica Ritterbands store kærlighed til det traditionelle og et årelangt ønske om at skabe en særpræget og moderne version af disse, bliver Æbletoft nu vakt til live.

"Vi hos FDB Møbler er stolte af endnu engang at kunne indgå et spændende designsamarbejde med Monica Ritterband. Med sit øje for detaljerne og brug af materialer, der kan være med til at fortælle en dybere historie, skaber Monica moderne og meget brugbare designs, der passer ind i tidens ånd - og mange år fremover," fortæller Ole Kie, der er direktør for FDB Møbler.

Funktionelt og tidløst design

Den nye designserie af æblekasser er navngivet Æbletoft og skabt i FSC-certificeret eg. Æbletoft kommer i hele fire forskellige størrelser, der gør dem ideelle til opbevaring i både større og mindre hjem. Det massive egetræ er valgt som materiale til æblekasserne for at give dem en smuk overflade, der både fungerer ude i haven og inde i stuen. "Jeg har altid haft en drøm om at skabe en ny og optimeret version af de gamle, skønne æblekasser, der er geniale til opbevaring. Ved at designe kasserne i flere størrelser får brugerne flere muligheder for tilpasning og kan dermed let finde den helt rette plads inde såvel som ude," fortæller designer Monica Ritterband, og fortsætter: "Navnet Æbletoft er tænkt med et kærligt blink i øjet. Æbletoft fungerer nemlig som en parafrase over den skønne jyske by Ebeltoft, som også lydmæssigt høres som et æble."